S3E2. Kærlighedsbrevene til Vorherre: Længslen efter Guds kærlighed fører nonnen Agnes ud på en farlig vej drevet af begær

Den unge nonne, Agnes, er forelsket i Gud og længes efter hans kærlighed. Men han er ikke den nemmeste af elskere, og hans fysiske, og nogle gange også mentale, fravær, får kun hendes kærlighed og begær til at brænde endnu hårdere. Er Agnes i stand til at bevare sin forstand og realitetssans i en altomsluttende kærlighedsaffære med Vorherre? I det her afsnit af Obscuritas tager Louise Lindblad og Martin Wangsgaard Jürgensen til Maribo, hvor en af senmiddelalders vigtigste klostre i Danmark engang lå. Fra ruinerne og den gamle klosterkirke dykker de ned i historien om den fiktive hovedperson Agnes, hvis historie er baseret på virkelige beretninger og breve skrevet af nonner, der levede deres liv bag klostermurene i en slags afhængighed af, og et ulige kærlighedsforhold til, Vorherre.Vært: Louise Lindblad, journalist. Medvirkende: Martin Wangsgaard Jürgensen, Danmarks Kirker, Nationalmuseet. Fortælleren: Poul Grinder-Hansen. Redaktør: Rikke Caroline Carlsen.

Om Podcasten

Ofringer, ritualer og magi er en del af vores forfædres liv, uanset hvor langt vi går tilbage i historien. I podcasten Obscuritas fortæller Vores Tid, Nationalmuseets mediehus, om danmarkshistoriens mørke afkroge og okkulte fortællinger. Journalist Louise Lindblad besøger de mange steder i Danmark, hvor mystiske og gruopvækkende scener er blevet opført. Lige dér, hvor vi går og står i dag.Den historiske mystik og gru fortæller danmarkshistorien fra et nyt og dybt fascinerende perspektiv, og samtidig stiller vi spørgsmålet: Hvad er ondskab? Hvornår er menneskers handlinger onde, og hvornår er de et forsøg på at redde sig selv og hinanden fra ondskab og måske skabe en bedre fremtid?Lyt med i din podcast app eller på vorestid.dk.Tilrettelægger: Louise Lindblad. Fortælleren: Poul Grinder-Hansen. Redaktør: Rikke Caroline Carlsen. Produceret med støtte fra William Demantfonden.