Fanportræt: Fra Red Army i 70'erne til museumsarbejder på Old Trafford i 2013

Fra spillermøder og vanvittige stadionoplevelser i slut-70’erne og 80’erne – til arbejde på Manchester Uniteds museum og udebaneture med Red Army-generalen Tony O’Neil 30-40 år senere: Hans Henrik Appel, som portrætteres i denne nye podcastserie, har et liv spækket med United-anekdoter. I et nyt format på OldTrafford.dk Podcast laver vi lydportrætter af forskellige danske Manchester United-fans. Første skud på stammen er Hans Henrik Appel, en freelancehistoriker og tidligere museumsinspektør.  Han har skrevet en bog ved navn Barrison Feberen, som handler om køn, krop og morale i 1890’erne. Tidligere har han også skrevet om magtrelationer i det jyske bondesamfund i 1600-tallet. Hvad i alverden har det med Manchester United at gøre, tænker du måske? Det forholder sig sådan, at Hans Henrik ved siden af sit professionelle historikerliv har haft et "Manchester United-liv", der har udspillet sig som et regulært eventyr. Fra slut 70’erne og start 80’erne, hvor han pjækkede fra gymnasiet, tog færgen fra Esbjerg til England og kom helt tæt på både Uniteds spillere og det sagnomspundne Red Army. Til år 2013, hvor han tog orlov fra sit job i Danmark for at arbejde en måned for Manchester Uniteds museum på Old Trafford – samtidig med at han tog på på udebaneture med tidligere United-hooligans og så Robin van Persie sikre United klubbens 20. mesterskab. Hans Henrik Appel fortæller sin egen historie her.  Interview og redigering af Emil Jørgensen. 

Om Podcasten

Danmarks største podcast om Manchester United udkommer hver uge med en times gennemgang af de seneste kampe i England og Europa samt et blik mod de kommende udfordringer. Derudover udkommer vi med jævne mellemrum med specials, der kan handle om alt fra vores ligakonkurrenter til stemningen på stadion. Podcasten er skabt og produceret af OldTrafford.dk's frivillige fans, der hver uge guider jer igennem de seneste resultater, rygter og realiteter fra Manchester.