Podcast: Hvad er perspektiverne for Ole Gunnar i United?

Der er glade dage i United for tiden. Men hvor længe kan det blive ved? Hvor bæredygtigt er grundlaget? Hvad er det Solskjær har bragt til United, og hvad er de længerevarende perspektiver for ham og for United?  Ole Gunnar Solskjær har fået en fabelagtig start på tilværelsen som ny manager i Manchester United. Faktisk den bedste start nogen manager nogensinde har fået. Men hvad er perspektiverne fremadrettet for Ole Gunnar og United? Rider man i øjeblikket på en bølge af medgang og held eller har det længerevarende udsigter?  Hvor gode er spillere som Marcus Rashford og David de Gea? Har Manchester United nok kvalitet i truppen til at bide skeer med de store og hvad skal der til for de unge spillere, for at de kan tage skridtet op og blive brugbare førsteholdsspillere? Det er nogle af de spørgsmål, som vi vender i denne uges podcast, hvor vi selvfølgelig også taler om kampen mod Tottenham og varmer op til weekendens kamp mod Birghton.  Med i studiet har vi fået prominent besøg af den gamle målræv med en fortid i blandt andet Herfølge, Lyngby og OB, som tilfældigvis også har en forkærlighed for Manchester United, Anders Jochumsen. Og ved siden af ham har vi sæsonkortholderen til Old Trafford, som kan sætte korrekt resultat og målscorere på samtlige af Manchester Uniteds kampe siden 2002. Vært på udsendelsen er Jonathan Damm Seldorf.  

Om Podcasten

Danmarks største podcast om Manchester United udkommer hver uge med en times gennemgang af de seneste kampe i England og Europa samt et blik mod de kommende udfordringer. Derudover udkommer vi med jævne mellemrum med specials, der kan handle om alt fra vores ligakonkurrenter til stemningen på stadion. Podcasten er skabt og produceret af OldTrafford.dk's frivillige fans, der hver uge guider jer igennem de seneste resultater, rygter og realiteter fra Manchester.