Podcast: Optakt til Wolves

Manchester United har trukket Wolves i kvartfinalen i FA-cuppen og skal lørdag aften på besøg på Molineux Stadium. Vi har fået besøg af BTs spilekspert og mangeårig Wolverhampton-fan, Steffen Dam til at gøre os klogere på Uniteds kommende modstander. Som Uniteds repræsentant har vi besøg af TV-tilrettelægger og United-fan, Peter Christensen. Vært på udsendelsen er Jonathan Damm Seldorf. Det har været en vild uge for Manchester United - først slog man mirakuløst PSG ud af Champions League og efterfølgende satte man point til i topstriden mod sin direkte konkurrent til 4.pladsen, Arsenal, da man tabte med 2-0.  Vi forsøger at tage temeraturen på Uniteds form op mod kvartfinalen på lørdag i den tredje turnering, som United fortsat er med i - nemlig FA-Cuppen.  Steffen Dam leverer et portræt af Premier Leagues eneste succesfulde oprykkerhold i denne sæson - Wolverhampton.  Og så har Peter Christensen en klar holdning til de verserende rygter om en kommende sportsdirektør i Manchester United.  Lyt med her og bliv klædt på til kampen på lørdag.  

Om Podcasten

Danmarks største podcast om Manchester United udkommer hver uge med en times gennemgang af de seneste kampe i England og Europa samt et blik mod de kommende udfordringer. Derudover udkommer vi med jævne mellemrum med specials, der kan handle om alt fra vores ligakonkurrenter til stemningen på stadion. Podcasten er skabt og produceret af OldTrafford.dk's frivillige fans, der hver uge guider jer igennem de seneste resultater, rygter og realiteter fra Manchester.