Om hundrede år: Del 1 - 1914-1933 2:5

Hans bliver ramt af en granat med sennepsgas og dør på lazarettet. Svogeren Marius er tvangsudskrevet soldat, men han overlever og kommer døv hjem for at drive sin kones slægtsgård. Helene har skullet tage sig af mange ting under sin mands fravær: Tvangsindlogering af tyske officerer, russisk krigsfange, syg mor, abort og børnefødsler. Helenes tjenestepige udvandrer til USA. De fem børn er alle præget af krigen. Den ældste af sønnerne savner sin fætter, der forsvinder sammen med skoleskibet København. Den næstældste begynder at stamme efter sygdom. I begyndelsen af 30'erne hører man om en Hitler, der vil gøre noget for de arbejdsløse i Tyskland. Der bliver holdt Grundlovsmøde på gården. De gamle soldater fra Første Verdenskrig frygter, hvad der nu kommer til at ske.

Om Podcasten

Om hundrede år begynder i 1914, da Første Verdenskrig bryder ud. Soldaten Hans, der som dansk sønderjyde må kæmpe på tysk side, vender aldrig hjem til slægtsgården. I stedet overtager hans svoger og søster gården. Sammen får de fem børn, hvis liv bliver voldsomt præget af både hverdagen med deres døve far, men også af de spor, Første Verdenskrig, Genforeningen, Anden Verdenskrig og Den kolde krig trækker med sig langt ind i det nye årtusinde. Om hundrede år er en familie- og danmarkshistorie fortalt fra skiftende perspektiver i 101 kapitler fra 1914-2014, et nedslag pr. år. Podcast-romanen er et tidsbillede med grumme skæbner og det usagtes evne til både at forme og forkludre livet for en familie. Forfatter: Anna Elisabeth Jessen Stemmerne: Tore Leifer, Karen Secher, Steen Henriksen, Jakob Thygesen, Anna Elisabeth Jessen Teknik: Gianna Giacomelllo Romanen 'Om hundrede år' udgives på print af forlaget Rosinante den 31. januar 2019.