Hawthorne-studierne

I dette afsnit af Organisationers Verden taler vi om en række fascinerende eksperimenter, der blev foretaget i 1920’erne og 1930’erne. Eksperimenterne er helt centrale inden for den retning af organisationsteori, som går under betegnelsen ’human relations.’ Eksperimenterne er nok mest kendt for deres dramatiske og næsten mytiske undersøgelser af sammenhængen mellem fabrikkens lyskvalitet og arbejdernes produktivitet. Episoden er indtalt af adjunkt på IOA, Peter Holm Jacobsen. Marianne Kellmann er vært.

Om Podcasten

Vi lever i en verden af organisationer. Igennem hele livet er vi omgivet af organisationer, som hjælper os, uddanner os, giver os arbejde, sælger os varer og lægger os i graven. Men hvad ved vi egentlig om organisationer sådan helt generelt? Hvad vil det fx sige, at organisationer har en særlig struktur eller en bestemt kultur? Hvordan ledes og motiveres medlemmerne af en organisation? Og hvilken påvirkning har det omkringlæggende samfund? Serien er en gennemgang af organisationsteoriens klassikere. Det vil sige, at vi starter med at gennemgå teorier, der er over 100 år gamle, og bevæger os derfra op gennem historien og slutter med mere nutidige diskussioner om kultur, læring, beslutning, entreprenørskab, magt og modstand i organisationer. Organisationers Verden er udviklet og produceret af forskere og en podcast vært tilknyttet Institut for Organisation – også kaldet IOA – på Copenhagen Business School.