Social acceleration og resonans

I denne episode dykker vi ned i tankerne hos den tyske sociolog Hartmut Rosa, der er en central skikkelse inden for den kritiske teori. Rosa undersøger, hvordan det moderne livs konstant stigende tempo påvirker os som mennesker, vores relationer og vores organisationer – og han stiller spørgsmål ved, om vi stadig kan finde mening og forbindelse i en accelereret verden. Lektor ved Institut for Organisation, Erik Mygind du Plessis, introducerer de mest centrale begreber hos Rosa, nemlig social accelleration og resonans. Podcastvært er Marianne Kellmann.

Om Podcasten

Vi lever i en verden af organisationer. Igennem hele livet er vi omgivet af organisationer, som hjælper os, uddanner os, giver os arbejde, sælger os varer og lægger os i graven. Men hvad ved vi egentlig om organisationer sådan helt generelt? Hvad vil det fx sige, at organisationer har en særlig struktur eller en bestemt kultur? Hvordan ledes og motiveres medlemmerne af en organisation? Og hvilken påvirkning har det omkringlæggende samfund? Serien er en gennemgang af organisationsteoriens klassikere. Det vil sige, at vi starter med at gennemgå teorier, der er over 100 år gamle, og bevæger os derfra op gennem historien og slutter med mere nutidige diskussioner om kultur, læring, beslutning, entreprenørskab, magt og modstand i organisationer. Organisationers Verden er udviklet og produceret af forskere og en podcast vært tilknyttet Institut for Organisation – også kaldet IOA – på Copenhagen Business School.