Den amerikanske drøm om vold

Selvom man ikke er fan af Trump, kan man i det mindste glæde sig over, at der nok ikke opstår folkelig opstand, nu hvor han har vundet, for helt ufatteligt befinder godt halvdelen af alle verdens private skydevåben sig i USA. Amerikanerne ejer faktisk i gennemsnit over 120 skydevåben pr. hundrede indbyggere, hvilket er langt over dobbelt så mange som i Yemen, der er nummer to på listen. Mere end 100.000 amerikanere bliver skudt hvert år, og der er 25 gange større risiko for at blive skudt i USA end i andre industrialiserede lande. USA er objektivt set et land, hvor vold spiller en stor rolle. De mest sete amerikanske film og tv-serier er spækket med vold i alle mulige afskygninger: i krige, på landet, i byerne. Spektakulært koreograferet vold, eksplicit vold, hvor folk bliver skudt i hovedet i udpenslede nærbilleder. I dag ser Udsyn - sammen med Thomas Ærvold Bjerre, lektor ved Center for Amerikanske Studier på SDU - på, hvad det er med USA og vold. Hvorfor fylder vold så meget, både i landets fortællinger og virkeligheden? Vært: Kaspar Colling Nielsen.

Om Podcasten

Hvad har klimaet med krig at gøre? Er kriser og kærlighed forbundne? Kan vild natur bygges? Er vi på vej mod kaos og verdenskrig eller en mere retfærdig og fredelig verden? Hver weekend udfolder vært og forfatter Kaspar Colling Nielsen sammen med landets førende eksperter tidens vigtigste temaer for at forsøge at forstå de kræfter og logikker, der styrer de dramatiske udviklinger i samfundet.