Bæredygtighed

I sæsonafslutningen tager Marie Høst fat i et yderst centralt, og til tider, moderigtigt begreb... bæredygtighed. Hun har besøg af Annemarie Meisling, der er bæredygtighedsdirektør i Chr. Hansen, der i 2019 kunne fejre titlen som verdens mest bæredygtige virksomhed. Ved sin side har hun Morten Mønster, der er chef for KPMG’s rådgivningsenhed og desuden ekspert i energiområdet. Panelet forsøger denne gang at konkretisere præcis, hvad der skal til for at accelerere den grønne omstilling, hvordan bæredygtighed er meget mere end klimaet, og hvordan surdej og gåture i skoven kan være med til at ændre vores syn på planeten.

Om Podcasten

Karantæne, hjemmearbejde, zoom-møder, fyringer, smittestop-app, recession. Corona-pandemien forandrer vores verden fundamentalt. Det ligger allerede nu helt fast, at når vi på et tidspunkt når ud på den anden side, så er det til et ændret samfund med tiltag, som vi kan mærke på den måde, vi lever vores liv på. Men hvordan kommer ændringerne til at påvirke virksomhederne? Hvordan kommer de til at påvirke forbrugerne? Hvordan kommer de til at påvirke vores samfund? Det undersøger denne podcast gennem fem afsnit med hvert deres hovedtema. Journalist, Marie Høst, er vært, og hun inviterer i hvert program et panel af eksperter og fagpersoner ind til en samtale om, hvad COVID-19 har betydet, og kommer til at betyde, inden for netop deres felt. Podcasten udgives af Heartbeats i samarbejde med KPMG.