Digitalisering

Zoom, Skype og Teams. Under COVID-19 blev begreber som disse en del af vores sprog og ikke mindst vores hverdag. Corona-pandemien har accelereret digitaliseringen, og det store spørgsmål er så, hvad vi kommer til at tage med os på den anden side?

Det spørgsmål besvarer Sydbanks administerende direktør, Karen Frøsig, lektor med ekspertise i det digitale arbejdsmarked, Anna Ilsøe, og Mads Raahede der har erfaring med at implementere digitale løsninger for KPMG.

Om Podcasten

Karantæne, hjemmearbejde, zoom-møder, fyringer, smittestop-app, recession. Corona-pandemien forandrer vores verden fundamentalt. Det ligger allerede nu helt fast, at når vi på et tidspunkt når ud på den anden side, så er det til et ændret samfund med tiltag, som vi kan mærke på den måde, vi lever vores liv på. Men hvordan kommer ændringerne til at påvirke virksomhederne? Hvordan kommer de til at påvirke forbrugerne? Hvordan kommer de til at påvirke vores samfund? Det undersøger denne podcast gennem fem afsnit med hvert deres hovedtema. Journalist, Marie Høst, er vært, og hun inviterer i hvert program et panel af eksperter og fagpersoner ind til en samtale om, hvad COVID-19 har betydet, og kommer til at betyde, inden for netop deres felt. Podcasten udgives af Heartbeats i samarbejde med KPMG.