S1E3 - Når en baby fødes, fødes også en mor med Laura Valesin

Laura Valesin, 39, driver til daglig Italiensk Sprogcoaching på 11. år, og med fødslen af lille Vincent følte hun sig både kaldet og nødsaget til at skabe et kursus i Moderskabsforberedelse, ud fra egne erfaringer og oplevelser. Du finder Moderskabsforberedelse på Facebook og Instagram. Vi forbereder os på at få et barn, men meget lidt på at blive mor. Og mindst af alt forbereder vi os på livet efter fødslen - af baby OG mor. For når en baby fødes, fødes også en mor. Hør Lauras historie om hvordan hun forsøgte at forberede sig på moderskabet, sin fødsel som mor og hvordan hun drømte om én barsel, men fik en helt anden. Hvordan forbereder man sig egentlig på at blive født som mor? Hvordan forbereder man sig på den transformation det er, at blive en ny person; en mor. Hvorfor er der ingen der forbereder os på denne overgang? Vi taler om det svære ved at stå helt alene i ’barselsland’ med masser af kontakter i telefonen, uden nogen at række ud til. Hvordan kan det være at vi er blevet så alene i moderskabet? Vi ved så meget om moderskabet og alligevel findes der ingen overlevering af den viden; vi hører enten skrækhistorier eller glansbilleder. Og hvad gør man så, når ens forestilling om barslen ikke stemmer overens med virkeligheden? Man laver et kursus i Moderskabsforberedelse! Hør Laura fortælle sine tanker og refleksioner med sit kursus, og hvad hun gerne vil overlevere fra sin egen oplevelse om det at blive født som mor.

Om Podcasten

Planet Motherhood Podcast er en podcast om at være mor i en moderne verden. I podcasten undersøger jeg, Dorte Eilsø, hvordan vi bliver bedre til at navigere i livet med os selv ved roret – og hvordan vi passer på os selv i processen. Der vil være refleksioner omkring, hvordan vi vælger at leve vores liv. Hvordan vi optimerer vores liv, og hvordan vi vælger det gode morliv til – hvad end det måtte være for dig. Denne podcast skal give dig modet til at kigge indad og inspirationen til at tage handling på det, du mærker. At bryde med normen, hvis det er det, der skal til. Og vælge dine drømme til.