Sæson 2 Afsnit 7 - Julie Houe – ”Parforhold – hvordan kan vi nærme os hinanden i et parforhold, når vi ligger i hver sin skyttegrav og skyder på hinanden og respektløsheden blomstrer?”

I dette afsnit taler jeg med dygtige Julie Houe om de problemer og dynamikker, vi ser allermest i parforhold. Vi taler om hvordan kan vi begynde at forstå hinanden, ud fra måden vi møder hinanden på? Og hvordan kan vi genfinde medfølelsen og respekten for den anden part, ved at starte med selvomsorg og selvindsigt?   Postkort: ”Jeg synes parforholdet er svært særligt efter vi har fået børn. Vi skændes tit og det er ikke konstruktivt. Min mand kræver 12 timer for sig selv og sover på gæsteværelset, når vi er uvenner og jeg har brug for at kommunikere og IKKE skubbe alt under gulvtæppet. Jeg har det elendigt, når han ikke vil kommunikere. Jeg synes han er barnlig, umoden og en dårlig rollemodel, når han nægter at løse konflikterne gennem kommunikation og bare trækker sig. Hvis ikke vi havde børn sammen, var jeg gået…”

Om Podcasten

Som en kontrast til lækre billeder af idylliske ferier, flotte drinks, stilrigtige indretninger og perfekte liv, der fylder størstedelen af de sociale medier, har Stine Juul og Mia Loua valgt at skabe en podcast, der har til formål at gøre op med livet som et glansbillede. Med podcasten forsøger de at italesætte og skabe et fællesskab om alt det, der i virkeligheden gør os til ægte mennesker. Podcasten “Postkort fra et ægte liv” udspringer af instagramprofilen af samme navn, hvor over 16.000 anonyme “postkort” - skrivere, deler hudløst ærlige fortællinger om livets op- og måske især – nedture. Med postkortene som hovedfokus berører podcasten tabuiserede emner og hemmeligheder som sorger, glæder, ensomhed, depression, angst, lykke, ulykke, kærlighed, stress, forelskelse og knuste hjerter. Tag godt imod podcasten ”Postkort fra et ægte liv”.<br /><br /><b>Podcasten er produceret i samarbejde med Podcaster.dk</b>