EU's største udfordringer #2 - Allan Have Larsen: Rusland både elsker og hader Europa
Ofte ser vi Rusland fra vores eget ståsted - nemlig Vesten, og Ruslands invasion af Ukraine har forstærket vores billede af en dominerende aggressiv magt. Allan Have Larsen, cand.mag i russisk og religion prøver, at vende kikkerten og se verden fra et russisk prspektiv. Have Larsen fortæller, at Vesteuropa i århundreder har været en målestok for Rusland både positivt og negativt. I 1700-tallet ønskede Peter den Store f.eks at kopiere både den økonomiske udvikling og kulturen. Den russiske overklasse begyndte at tale fransk og tysk og holde ferie i vesteuropæiske storbyer. Det førte til en modreaktion i 1800-tallet, hvor den slavofile bevægelse forkastede alt vestligt. I slavofile øjne var Vesten dekadent, og opslugt af individualisme i modsætning til den sunde kollektive ånd i Rusland. Sådan har det bølget op og ned, og lige nu er forholdet i en iskold bølgedal. I Putins fortælling er Vesturopa en fordærvet sump af gudsfornægtere og homoseksuelle, mens Rusland er forkæmperen for det rene kristne Europa. EU og Natos udvidelser, der har bragt Vesten tættere og tættere på Ruslands grænser, opfattes som et ønske om at overtage verdensherredømmet, og det kan være svært at se, hvordan Rusland og EU igen skal komme på talefod. Hør POVcasten, hvor Allan Have Larsen har ordet.