EU's største udfordringer #3 - Steen Gade: EU er spydspidsen i klimakampen
I 2022 er det 50 år siden, Danmark tilsluttede sig det, der dengang hed EF. En pandemi, en krig i Europa og voksende spændinger mellem verdens store lande har sat fællesskabet under pres på mange fronter. Hør med, når en række EU eksperter analyserer EU’s udfordringer. I denne tredje er tidligere folketingsmedlem Steen Gade gæst hos Jette Smed. Efter hans mening er EU en af de vigtigste spillere i klimakampen. Steen Gade har været en del af den grønne bevægelse næsten hele sit liv, og de første mange år, var han arg EU-modstander. I sin ungdom kæmpede han den grønne kamp i græsrodsbevægelser. Senere arbejdede han for den grønne dagsorden i sit politiske liv som medlem af SF og i sine 28 år i Folketinget, hvor han gik under tilnavnet "SFs grønne kæmpe". I Folketinget kom EU-modstanderen lidt ironisk straks i Markedsudvalget, det senere Europaudvalg, hvor alle sager vedrørende EF/EU blev talt igennem. Og her gik det langsomt op for ham, at selvom EU ikke var en perfekt organisation, havde klimakampen brug for en større og fælles arena med politisk slagkraft. I Steen Gades optik blev klimakampen EUs globale gennembrud, og han går endda så vidt, som til at sige, at det var EU, der holdt klimafanen højt i de sorte år, hvor både Danmark, Storbritannien og USA var mere ivrige for at tale sagen ned. Som pensionist holder han i dag et utal af foredrag om sit liv og kampen for en grønnere verden, og han er også aktiv i bestyrelsen for Nyt Europa, en organisation, der arbejder for at gøre EU mere bæredygtigt, demokratisk og medmenneskeligt. Hør POVcasten, hvor Steen Gade fører os fra 70érnes grønne eufori til nutidens klimaangst: