Valg i USA - det amerikanske demokrati er til eksamen
VALG I USA // POVCAST – Denne POVcast handler om valg i USA. Om godt og vel 10 måneder stemmer amerikanerne – og som altid følges det amerikanske valg med stor opmærksomhed over det meste af verden. Denne gang måske endda med endnu større interesse end normalt. Meget tyder på, at det bliver en valgkamp, hvor det amerikanske demokrati kommer til eksamen. I denne POVcast taler POVs chefredaktør og USA-korrespondent Annegrethe Felter Rasmussen med Jan Eriksen om valget 2024. Hvorfor i alverden kan to partier med medlemstal på hhv. 50 mio. (Demokraterne) og 38 mio. (Republikanerne) ikke finde to kandidater med større appel til den amerikanske befolkning. Det er bare et af de spørgsmål, der diskuteres i denne POVcast. I følge meningsmålingerne står den siddende præsident Joe Biden og den kommende republikanske modkandidat til præsidentposten, Donald Trump lige i opløbet til det valg, der finder sted 7. november 2024. Begge har omkring 40 pct. opbakning i befolkningen. Godt nok fortsætter South Carolinas guvernør, Nikki Haley, sin kamp for at blive den republikanske kandidat. Men selvom hun kunne være det friske, kvindelige og (sammenlignet med Trump) ungdommelige pust i valgkampen, spås hun ingen chancer for at slå Trump. Hvorfor ender det igen med Donald Trump hos Republikanerne? På et tidspunkt lignede Floridas guvernør Ron De Santis en klar favorit som Republikanernes kandidat. Hvorfor bliver Joe Biden Demokraternes kandidat, når han nu er så upopulær langt ind i sit partis rækker. Hvad betyder Joe Bidens engagement i konflikten i Gaza for hans chancer for at genindtræde i sit embede. Og hvorfor er staten Michigan vigtig i den sammenhæng? Som Annegrethe Rasmussen siger: “Især kan det ses markant blandt de unge vælgere i meningsundersøgelserne. De er SÅ ikke interesserede i at stemme på en mand på 81.” I POVcasten diskuteres også, om Taylor Swift kan få ligeså stor indflydelse på valget, som hun angiveligt havde ved sidste valg. Swift er en af USAs mest indflydelsesrige influencere. Valget og abortlovene Ved midtvejsvalget i 2022 var Demokraternes liberale holdning til fri abort afgørende for, at partiet klarede det langt bedre end forventet. Bliver abortspørgsmålet afgørende igen i år? Hvad kan Biden gøre for at komme ud over sine problemer? Hans alder kan han jo ikke gøre noget ved, så kan han gøre noget politisk? Ifølge Annegrethe Rasmussen er strømmen af mexicanske flygtninge så stor, at det er en bombe under valgkampen. Det er ingen hemmelighed, at Trump vil lukke grænsen helt af. Hvor langt vil Joe Biden gå, og kan det lykkes for ham at skærpe sin politik så meget, at han kan vinde moderate republikanske stemmer? Og så er der Trump og alle retssagerne. Forleden blev han dømt til at betale over en halv mia. kr til forfatteren E. Jean Caroll i en sag, der bl.a. handler om æreskrænkelser. Han er tiltalt for meddelagtighed i sammenværgelse rettet mod USA i forbindelse med stormen på Kongressen i 2021. Han er tiltalt for forsøg på valgsvindel i staten Georgia. Dertil kommer sagen om dybt fortrolige dokumenter, som Trump havde liggende fremme i Mar-a-Lago. Den sag kan være færdig før valget – ligesom andre sager også kører samtidig med Super Tuesday 7. marts, hvor 15 stater stemmer på én gang. Kan afgørelser i en eller flere af disse sager komme til at betyde, at Trump ikke kommer på stemmesedlen og dermed må opgive sit kandidatur til præsidentposten? Målinger viser, at han taber, hvis han dømmes i en af retssagerne. Så vil et flertal af de vælgere, der endnu ikke har taget stilling, vælge ham fra? Lyt med her: