Geert Wilders, Priscilla Presley og COP28

I to årtier har Geert Wilders udtalt sig så ekstremt og optrådt så excentrisk, at det pæne Holland blev ved med at tro, han ville forsvinde igen. For det pæne Europa var han en karikatur, en tegneseriefigur, man kunne grine ad. Nu har han vundet valget. Mathias Sindberg giver et portræt af Wilders og af den sære størrelse, som er hollandsk politik. Klimatopmødet i Dubai er kommet godt i gang med en hurtig vedtagelse af en ny fond for såkaldt tab og skader til de lande, der lider mest under klimaforandringerne, men har bidraget mindst til årsagen. Jørgen Steen Nielsen tegner banen op for de næste to uger. Og så har chefredaktøren en optur over en ny film om Elvis' unge brud Priscilla Presley, nemlig Sofia Coppolas Priscilla. Det er en film til tiden – og det er på tide. Som Ralf Christensen skriver i sin anmeldelse: »Hvilken tilfredsstillelse og fornemmelse af retfærdighed må der ikke være for Priscilla Beaulieu Presley i at se Priscilla. Filmen er baseret på hendes memoirer Elvis og mig fra 1985, og hun er executive producer på den i hvert fald delvist vellykkede film. Åh, endelig at få sin historie om dyb isolation ud til masserne!«

Om Podcasten

Radio Information giver dig det bedste overblik over ugens vigtigste historier. Vært Anna von Sperling får besøg af avisens skribenter, og Rune Lykkeberg serverer ugens optur.