Landbrugets fremtid og Trumps succes

I ugens Radio Information taler vi om landbrugets rolle i samfundet efter Svarer-udvalgets resultater. Og så har Rune Lykkeberg været i USA, hvor han har hængt ud med Trump og Haley   Lad os starte med et par tal: Landbruget bidrager med bare to procent af Danmarks samlede velstand mod industriens 22 procent; med kun tre procent af beskæftigelsen over for industriens 18 procent; og syv procent af Danmarks eksport over for industriens 25 procent. Alligevel vil landbruget, så fremt der ikke sker noget drastisk, stå for hele 46 procent af de samlede danske CO2e-udledninger i 2030, hvis ikke man gør noget. Og hvad der præcis skal gøres, fik det såkaldte Svarer-udvalg til opdrag at komme med bud på. Onsdag fremlagde de tre modeller til, hvordan man kan skrue en CO2-afgift på landbruget sammen. Marie Sæhl og Sebastian Gjerding gennemgår modellerne, balancerne og dilemmaerne. Rune Lykkeberg er lige kommet hjem fra USA, hvor han blandt andet har været til rallys med Donald Trump og hans eneste overlevede modstander i kampen om at blive den republikanske præsidentkandidat, Nikki Haley. Hør hvordan Lykkeberg synes, at temperaturen var, og det - vil jeg sige, og det er ikke for at fedte – imponerende resultatet af hans intensive træning i at tale som Donald Trump.

Om Podcasten

Radio Information giver dig det bedste overblik over ugens vigtigste historier. Vært Anna von Sperling får besøg af avisens skribenter, og Rune Lykkeberg serverer ugens optur.