Stressbelastet af børn med særlige behov - samtale med Christine Herd

Vi taler om det at være forælder til et sygt barn, og især hvordan man passer på sig selv i sådan en situation. Man kan jo sige meget om forælderskabet, og alle de udfordringer vi møder i rollen som forælder. Men i denne episode har vi fokus på hvordan man som forælder kan opleve at blive voldsomt stressbelastet, og hvordan man kommer over belastningen, og som en bonus kan opleve at komme tættere på sig selv.   Christine Herd er uddannet psyko- og kropsterapeut med erfaring med børn, unge og voksne, der af forskellige grunde oplever overbelastningsreaktioner. Ligeledes har hun stor erfaring med hvordan man igen kan komme i balance og hvordan man kan undgå flere overbelastningsreaktioner. Christine er også mor til 3 vidunderlige børn, hvor det ene har særlige behov, derfor kender hun det særlige liv, de særlige smerter og de særlige omkostninger forældre kan opleve. Christine kender også til hvordan krop og sjæl påvirkes og har gjort det til sit livs fokus at arbejde med området.    

Om Podcasten

Traume- og psykoterapeut, Linda Clod Præstholm, har selv været hårdt ramt af stress, og har siden da været committet til at formidle alle de perspektiver på stress, som hun opdagede på sin rejse til at blive funktionsdygtig igen. Linda arbejder i dag med som privatpraktiserende psykoterapeut med speciale i rehabilitering af stress, traumer og belastningstilstande. Stress er en kompleks størrelse, og stress kan gøre os meget syge. Ja, endda invalidere os på livstid.  Derfor fortjener stress at blive belyst i hele sit komplekse og alvorlige billede. Hvilke forhold i samfundet og arbejdet giver os stress? Hvorfor kan stress invalidere os? Hvordan føles stress? Hvordan oplever mennesker der er blevet invalideret af stress livet? Hvordan kan vi rehabiliteres igen?  Samtaler om Stress gør op med en lang række myter om stress, og fortæller hvordan stress opstår i krop og nervesystem, hvordan det bør håndteres og hvilke faldgruber der er i rehabiliteringen af stress. Faglige eksperter giver deres forsknings syn på stress, og stressramte deler sårbare oplevelser og følelser.