I lære på Michelin Restaurant - og høstansvarlig

Kevin Kroløkkes vej til kokkefaget har ikke været snorlige. Han gennemførte med nød og næppe en HF, og i fem år gik han med en konstant følelse af, at han manglede at finde sin plads. Og det var ikke fordi, Kevin manglede ambitioner. Han var bare i tvivl om, hvordan de skulle forløses i et job. Kevin får snart sit svendebrev og har været i lære på Relæ, der er en økologisk Michelin Restaurant. Og siden juni har han også været høstansvarlig på restaurantens gård ”Farm of Ideas.” Hør Kevins historie i denne episode, hvor han er i studiet med uu-vejleder Karina Meinecke. Og del meget gerne historien med en, som snart skal vælge uddannelse. Du kan finde andre episoder af Samtaler om Uddannelse i din yndlings podcast-player.

Om Podcasten

En podcast om uddannelse Podcastserien Samtaler om Uddannelse er tanker, oplevelser og dilemmaer i spændingsfeltet mellem uddannelsesvalg og arbejdsliv. For de unge skal ikke gå og vente på, at der dumper en passion eller en interesse ned fra himlen, før de skal vælge uddannelse. Tværtimod skal de ud at prøve flere interesser af og måske tage springet ud i noget helt ukendt. Hvornår er det ok at springe fra en uddannelse? Og hvad gør man, hvis førstevalget føles forkert? Skal man absolut lægge planer og have styr på det hele i stedet for at afprøve muligheder, der opstår? Det er nogle af de dilemmaer, vi taler om i denne podcast. Vi har inviteret branchefolk, forskere, vejledere og unge i studiet, og de deler deres oplevelser og kommer med gode råd til, hvordan man bedst støtter unge i processen frem mod et uddannelsesvalg. Vi har også lanceret flere ultrakorte podcast med unge, der enten er i gang med eller har afsluttet HHX, EUD, STX, HF, EUX eller HTX.