2:8 - På sporet af melodien

Sangskatten kan kun leve, hvis den har melodier vi gider synge. Så næste nedslag i højskolesangbogens historie er i 1922, hvor den omvæltende melodibog udkommer. Thorvald Aagaard, Olof Ring, Thomas Laub og Carl Nielsen er redaktører og de udskifter en stor del af sangenes melodier med deres egne kompositioner. Susanna Sommer sætter sig til flyglet med højskolemanden og pianisten Jesper Moesbøl, som tager os igennem 150 års melodihistorie og forklarer hvorfor romantikernes melodier tit bliver lidt for meget, hvorfor musikreformatorernes sange slog igennem og hvorfor det kan være svært at synge Gnags som fællessang. Vi besøger også Engelsholm Højskole for at finde ud af hvordan man kan lave højskolesangsworkshop og skabe nye mere eksperimenterende sange til sangbogen. Saxofonisten Hans Ulrik fortæller om sine melodier - den messende mørke til en Peter Laugesen-tekst og den lyse legende til en gammel tekst fra 30erne. Og i sangskriverværkstedet undrer Jonas Gülstorff og Katinka Bjerregaard sig over hvorfor de fleste højskolesange går i D, mens de selv forsøger at finde melodien til deres lejlighedssang til og om højskolesangbogen. Medvirkende: Jesper Moesbøl, Jakob Bonderup, Hans Ulrik, Jonas Gülstorff og Katinka Bjerregaard. Værter og tilrettelæggere: Susanna Sommer og Karen Secher. (Sendt første gang 12. marts 2018).

Om Podcasten

Et roadtrip gennem højskolesangbogen. Med sangene som kompasnål fortæller journalist Susanna Sommer højskolebevægelsens, fællessangens og det moderne Danmarks historie. Følg også med i processen, når P3s Sangskriver Jonas Gülstorff og musikeren Katinka Bjerregaard skriver en hyldestsang til den blå sangbog.