Satans syndsforladelse 1:7 - Missionen

Det er ikke tilfældigt at radiojournalisten Emil en dag falder over hjemmesiden lefflerhanne.dk, og det er ikke tilfældigt at han bliver draget af alle de mystiske budskaber fra Hitler, Kim Larsen og Leonardo da Vinci, for bare at nævne et par stykker. Og det er heller ikke tilfældigt, at han efterfølgende kontakter sidens ejer, Hanne Leffler. Faktisk har alt været nøje planlagt hele tiden. Men det ved Emil intet om, da han træder ind i lejligheden hos Hanne og Kirsten til wienerbrød og kaffe. Produceret for DR af Filt Cph. (Sendt første gang 30. oktober 2019).

Om Podcasten

I en stuelejlighed i Høje Gladsaxe er Satan en hyppig gæst, ligesom forskellige nulevende og afdøde diktatorer og revyskuespillere også er det. Gud kommer også forbi nærmest hver dag. I lejligheden bor Hanne Leffler. Hun er medium for den oversanselige verden, og hun kan ved hjælp af sit pendul kommunikere med åndeverdenden. Kirsten er hendes loyale assistent. De to kvinder, der begge er over firs, har i mere end tyve år kæmpet mod alverdens ondskab og mørke. De er udnævnt af Gud som de vigtigste personer på jorden, og endelig ser det ud som om deres arbejde begynder at bære frugt. For mørket ryster og paradis på jord er lige rundt om hjørnet. Produceret af for DR af Filt Cph.