Cyberangreb kan blive et dyrt wakeupcall

Vindmøllegiganten Vestas er ramt af et hackerangreb. Cyberkriminelle er brudt ind i it-systemerne og har stjålet oplysninger og forsøgt at true sig til løsepenge. Spørgsmålet er, om danske virksomheder er gode nok til at beskytte sig mod it-kriminalitet, eller om flere må betale dyre lærepenge for at rydde op og genopbygge sikkerheden. Dagens panel drøfter også, om virksomhederne skal gøre mere for at hjælpe egne talenter frem, når der skal findes en ny administrerende direktør. Gæster: Pia Torreck, headhunter og medejer af Ingvardsen Partners, og Henrik Stenmann, stifter og administrerende direktør i det digitale bureau IIH Nordic.

Om Podcasten

Hvad tænker toppen af dansk erhvervsliv, når der er underskud eller overskud på bundlinjen - når priserne stiger, aktiekurserne falder, og når produktionen skal lægges om til grøn energi? Det kan du blive klogere på i Radio4’s erhvervsmagasin 'Selskabet', hvor et panel af erhvervsfolk bruger deres erfaring til at give dig en personlig vurdering af ugens kritiske, positive og overraskende erhvervsnyheder og aktuelle historier. Mangeårig erhvervskommentator Jens Christian Hansen og vært Stine Lynghard spørger ind til alt det, der bliver talt om på chefgangen og i bestyrelseslokalet i de danske virksomheder – også det, ingen andre tør spørge om.