Elon Musk kæmper mod den nordiske model

En strejke på et svensk Tesla-værksted breder sig nu til flere lande i Norden, heriblandt Danmark. Svenskerne vil have elbilproducenten Tesla til at indgå overenskomst, men det nægter stifter og direktør Elon Musk. Han er faktisk indædt modstander af fagforeninger og dermed også den udbredte nordiske model. Samtidig ser fagforeningerne sagen som yderst principiel og er klar til at gå langt i konflikten. Men hvem ender så med at give sig? Og hvordan vil andre Tesla-ansatte rundt omkring i verden reagere, hvis det lykkes svenskerne at indgå overenskomst? Det kommer dagens erhvervspanel med deres bud på. Vi taler også om, hvad udsigterne er til at få nogle af de mange milliarder tilbage til statskassen, som udlændinge har svindlet sig til i forbindelse med den omfattende sag om udbytteskat. Sidste år blev den hovedmistænkte britiske forretningsmand Sanjay Shah anholdt i Dubai, og nu er han så landet i Danmark, hvor en retssag venter. Gæster: Jacob Christian Andersen, leder af en afdeling inden for kundekendskab i Jyske Bank, og Peter Suppli Benson, nordisk korrespondent hos Berlingske ‘Selskabet’ er produceret af BEAM Audio Agency for Radio4.See omnystudio.com/listener for privacy information.

Om Podcasten

Hvad tænker toppen af dansk erhvervsliv, når der er underskud eller overskud på bundlinjen - når priserne stiger, aktiekurserne falder, og når produktionen skal lægges om til grøn energi? Det kan du blive klogere på i Radio4’s erhvervsmagasin 'Selskabet', hvor et panel af erhvervsfolk bruger deres erfaring til at give dig en personlig vurdering af ugens kritiske, positive og overraskende erhvervsnyheder og aktuelle historier. Mangeårig erhvervskommentator Jens Christian Hansen og vært Stine Lynghard spørger ind til alt det, der bliver talt om på chefgangen og i bestyrelseslokalet i de danske virksomheder – også det, ingen andre tør spørge om.