Selvskadens psykologi: En forælders beretning

Hvad stiller vi op, når vi som forældre finder ud af, at vores barn skader sig selv? Hvordan reagerer vi på en støttende og konstruktiv måde, når vi samtidig fyldes af frygt, afmagt, utilstrækkelighed og måske endda skyld? Hvordan passer vi på øvrige søskende og familien som helhed?Når et barn eller en ung skader sig selv, rammes ikke kun den enkelte, men hele familien. Mange forældre oplever en høj grad af bekymring og tvivl, når de skal håndtere selvskadende adfærd hos deres barn og de svære følelser, der følger med. I denne episode får vi besøg af Agnete Holbak, som udover selv at være forælder til en ung, der tidligere har skadet sig selv, også arbejder som forældermentor i Børne- og Ungdomspsykiatrien i Region Hovedstaden og pårørende-repræsentant i Dialogfora for Patientsikkerhed, recovery og tvang. Agnete vil på baggrund af sine egne erfaringer gøre os klogere på, hvordan selvskadende adfærd i familien påvirker os som forældre og pårørende generelt og hvad man kan gøre for at støtte bedst muligt. 

Om Podcasten

Selvskadens psykologi - Selvskade er på mange måder en paradoksal og uforståelig adfærd – hvorfor skære, brænde, slå eller bide sig selv, når man i forvejen har det svært?Selvskadens psykologi er en podcastserie udviklet af Team for selvskade i Region Hovedstadens Psykiatri, der går i dybden med fænomenet selvskade. Sammen med en række eksperter som behandlere, forskere og ikke mindst personer, der har haft selvskade inde på livet og deres pårørende, forsøger vi at blive klogere på, hvad selvskade er, hvorfor nogle skader sig selv, og hvordan vi bedst hjælper personer med selvskade. Vi går også tæt på de svære følelser, der kan opstå i forbindelse med selvskade - både hos personen selv og deres familie og hos fagfolk og professionelle.  Selvskadens psykologi er målrettet alle, der ønsker at blive klogere på selvskade, såsom fagfolk, studerende, pårørende og personer med erfaring med selvskade..