#23 Mette Mortensen om at være alene i vildmarken

Jeg har været på besøg hos friluftsvejleder Mette Mortensen, som bl.a. er kendt fra underholdningsprogrammet "Alene i vildmarken". Under besøget delte Mette sin fantastiske, vilde, rørende og smukke historie om at forsøge at skabe sig et liv i det barske, norske fjeld. Nu er tiden kommet, hvor jeg endelig kan dele historien med jer - og nøj, hvor har jeg glædet mig!Mettes fortælling er så spændende og gribende, så derfor er afsnittet også lidt længere end sædvanligt. I afsnittet berører vi både dybe eksistentielle temaer som sorg, savn, lykke og selvværd og helt lavpraktiske råd til, hvordan man egentlig lige bærer sig ad med at overleve uden meget andet end en vilje af stål, et fiskenet, en tarp og 100 gram instant kaffe... Der er ikke meget mere tilbage end at sige: gå en lang tur i naturen eller sæt dig med en kop varm kakao og tryk på play!Rigtig god lyttelyst.

Om Podcasten

Sjælesund Podcast er en podcast om krop og sind. Podcasten dykker ned i emnerne yoga & bevægelse, meditation & mindfulness, mad & spisning, vaner & adfærd, vandring & natur, filosofi & litteratur og musik & lyd. Jeg, Sofie Hauerberg Henninger, er din nysgerrige og videbegærlige vært. Jeg er certificeret yogalærer, BSc i Fødevarer og ernæring fra KU, singer/songwriter, bogorm, vandringsentusiast og så er jeg dybt fascineret af det primitive, minimalistiske liv. Podcasten er et ydmygt forsøg på at indsamle bud på, hvad der kan give os "en sund sjæl i et sundt legeme" for at citere den romerske digter Juvenal fra det 1. århundrede. Han mente, at folk stræbte efter meningsløse ting såsom magt, berømmelse og skønhed, og at de i stedet burde stræbe efter fysisk og psykisk velbefindende. Selvom vi i dag stadig kan erklære os enige med Juvenal, hvad betyder hans velkendte citat så egentlig i praksis for det moderne menneske?