#23 - ”Forkælede danskere” kan lære noget af de amerikanske dyder

Den amerikanske drøm har igennem tiderne fascineret mange danskere, fordi den bygger på optimisme, flid og virkelyst. Og spørger man Marianne Kirkegaard, adm. direktør i CSM Bakery Solutions, kunne danskerne lære noget af de amerikanske dyder.

I anledning af det forestående præsidentvalg i USA kaster vi et blik over Atlanten for at blive klogere på forskellene mellem Danmark og USA i relation til ledelse. Marianne Kirkegaard har tilbragt de seneste 15 år af sin karriere i udlandet, og set udefra er Danmark et trygt land, mens det i USA handler om survival of the fittest – og selvom det har sine bagsider, kan det kan have sine fordele ifølge Marianne Kirkegaard.

Marianne Kirkegaard blev kåret som årets bestyrelseskvinde ved Women’s Board Award 2018, og i 2016 blev hun optaget på Insights Success liste over de 30 mest indflydelsesrige kvinder i amerikansk erhvervsliv.

Vært på programmet: Peter Mogensen, direktør i Kraka og politisk kommentator.
Medvirkende: Marianne Kirkegaard, CEO og præsident for CSM Bakery Solutions, og Anders Dons, Nordisk CEO for Deloitte.

Om Podcasten

I denne podcastserie skal du møde erhvervsledere, beslutningstagere, professorer og samfundsdebattører, som alle bidrager med deres perspektiv på Danmarks fremtid. Med udgangspunkt i data, skal vi diskutere emner som globalisering, sammenhængskraft, innovation og uddannelse. Din vært på programmet er Peter Mogensen, direktør i Kraka.

Small Great Nation er et samarbejde mellem Deloitte og tænketanken Kraka. Læs mere på sgnation.dk.