Episode 3 - Etablering af boligløsning i samarbejde med borger og boligorganisationer

Med den nye lovændring på hjemløshedsområdet bliver der sat fokus på boligen. I 2021 indgik regeringen en politisk aftale på tværs af bolig- og socialområdet med et mål om at reducere antallet af mennesker i hjemløshed og gøre op med langvarig hjemløshed. Dette resulterede i en lovændring på området i starten af maj 2023. Boligen er en central komponent i Housing First-tilgangen. Ifølge Housing First-tilgangen bør boligløsningen og den rette sociale støtte sættes ind sideløbende allerede fra starten af et indsatsforløb. Det skal til, så borgeren kan bo og fastholde boligen. Ind i det er det vigtigt at finde det rette match imellem borgeren og den bolig, borgeren tilbydes. Ud over den generelle mangel på egnede boliger med et huslejeniveau, som borgerne kan betale, er en central udfordring i en del kommuner, at der ikke er etableret systematiske procedurer og stærke samarbejder mellem centrale aktører både internt i kommunen men også eksternt med for eksempel boligorganisationer.

Om Podcasten

Social- og Boligstyrelsen arbejder med udvikling, rådgivning, myndighedsopgaver og implementering på social-, bolig- og byggeriområdet. Social- og Boligstyrelsen er en udviklings-, rådgivnings- og implementeringsvirksomhed for hele det sociale serviceområde og har et særligt ansvar for at bidrage væsentligt til løsning af opgaver inden for følgende socialpolitiske områder: Børn og unge, Handicap og Udsatte grupper. Social- og Boligstyrelsen varetager endvidere en række opgaver på bolig- og byggeriområdet, hvormed der bidrages til et velfungerende boligmarked og et sikkert, effektivt og bæredygtigt byggeri.