’Allen v. Farrow’: »Jeg synes faktisk, at hun virker dybt utroværdig«

Der er meget – som i rigtigt meget – at snakke om i denne uges podcast, hvor filmredaktør Jacob Ludvigsen og filmskribent Lise Ulrich dykker ned i den kontroversielle HBO-dokumentar ’Allen v. Farrow’. Over fire timer undersøger de erfarne dokumentarister Amy Ziering og Kirby Dick krænkelsesanklagen mod Woody Allen, der første gang så dagens lys i 1992. Dengang anklagede filminstruktørens tidligere kæreste og samarbejdspartner, Mia Farrow, Woody Allen for at have misbrugt deres 7-årige adoptivdatter, Dylan. To officielle undersøgelser i to forskellige stater smed anklagerne ud, og Allen blev aldrig retsforfulgt. Men der er meget mere til historien, end offentligheden hidtil har vidst, fortæller Mia Farrow og Dylan Farrow i ’Allen v. Farrow’. Jacob og Lise kan ikke blive helt enige om dokumentarens kvaliteter, men debatværdig, dét er den i allerhøjeste grad. Så på hvilken fløj ender værterne selv med at stå...? Inden der går »he said/she said« i snakken, vender Streamer-duoen dog først den danske Xee-serie ’2 Døgn’, der vækker minder om både ’Shorta’ og Safdie-brødrenes ’Good Time’. Lyt med!

Om Podcasten

‘Soundvenue streamer’ sætter krogen i de mest opsigtsvækkende serier og film fra det uudtømmelige streamingdyb. Hver uge og på under en halv time tørner filmredaktør Jacob Ludvigsen og anmelder Lise Ulrich sammen om de to mest interessante titler – og om det emne, der er på alles læber lige nu.