Er ’The Assistant’ en af årets allerbedste film? + 'Euphoria''
Der er jul i luften og en af 2020’s mest hypede film får langt om længe dansk streamingpremiere! Instruktør Kitty Green spillefilmsdebuterede tidligere i år med ’The Assistant’, men filmen nåede kun akkurat lige at blive rost til skyerne på Berlin-festivalen, før hele verden lukkede ned med corona. Nu har MeToo-dramaet så endelig fundet vej til dansk streaming med en Viaplay-premiere den 31. december, og filmredaktør Jacob Ludvigsen og filmskribent Lise Ulrich er mildest talt begejstrede. Men hvorfor bliver ’The Assistant’ mødt med et seerbacklash online? Podcast-værterne diskuterer, og springer herefter videre til del 1 af HBO-serien ’Euphoria’s særlige juleafsnit, der netop er landet. Emmy-vinder Zendaya er tilbage som teenage-stofmisbrugeren Rue, men kan det særprægede, timelange afsnit følge op på første sæsons vilde finale? Og hvorfor foregår det på en diner? Lyt med (men selvfølgelig kun, hvis du allerede har set sæson 1 af ’Euphoria’) og få svarene. RETTELSE: Del 2 af ’Euphoria’s juleafsnit får premiere den 25. januar på HBO Nordic, ikke den 24. januar, som det nævnes i udsendelsen.