Har Casper og Franks klovnerier endelig mistet deres bid?

Sommeren er tilbage og det samme er Casper Christensen og Frank Hvams ’Klovn’ i serieform, hvis ottende sæson netop er gået i luften på TV 2 og TV 2 Play. Pinlighederne hober sig atter op i villakvarteret på Frederiksberg, men er luften gået af humorballonen siden sidste års urkomiske tredje ’Klovn’-film? Jacob stiller sig skeptisk an, og det samme gør Lise, da snakken efterfølgende drejes ind på Stephen King-serien ’Lisey’s Story’ på Apple TV+. Julianne Moore og Clive Owen genforenes for første gang siden ’Children of Men’ i historien om en stjerneforfatter og hans hustru, men skønt creepy-faktoren er i top og ’Jackie’-instruktør Pablo Larrain svinger taktstokken, pipper der ugler i gysermosen ... Lyt med! Et par rettelser til ugens program: Den aktuelle sæson 'Klovn' er den ottende og ikke den syvende. Sæson ni har fået grønt lys. I diskussionen om ’Lisey’s Story’ lyder det, at King blev inspireret til historien efter sin nærdødsoplevelse i 1998. Det var imidlertid efter en omgang alvorlig influenza i 2003 (en følgevirkning af ulykken). Bum.

Om Podcasten

‘Soundvenue streamer’ sætter krogen i de mest opsigtsvækkende serier og film fra det uudtømmelige streamingdyb. Hver uge og på under en halv time tørner filmredaktør Jacob Ludvigsen og anmelder Lise Ulrich sammen om de to mest interessante titler – og om det emne, der er på alles læber lige nu.