Ja, du vil gerne helt tæt på Oscar Isaac og George W. Bush (!)

Er du klar til en nyfortolkning af Bergman-klassikeren ’Scener fra et ægteskab’? Et intimt indblik i, hvad Bush-regeringens største spillere foretog sig i de kaotiske timer under 9/11? Så har du rigeligt at se frem til i denne uge, hvor filmredaktør Jacob Ludvigsen og filmskribent Lise Ulrich tager fat i HBO-serien ’Scenes from a Marriage’ med Oscaar Isaac og Jessica Chastain, såvel som Apple-dokumentaren ’9/11: Inside the President’s War Room’. I førstnævnte serie går Isaac og Chastains 12-år lange forhold spektakulært op i sømmene, og eftersigende skulle Bergmans oprindelige version af fortællingen have fået skilsmisseraten i Sverige til at eksplodere. Kan ’The Affair’-skaberen Hagai Levi lykkes med at fremmane samme brutale ærlighed om parforholdets faldgruber og tabuer? Jacob og Lise er ikke helt enige, men én ting er sikkert: Dansk-gifte Oscar Isaac er og bliver en af vor tids mest interessante skuespillere. Interessant er det også at følge Bush-administrationen ovre på Apple TV+, hvor vi får hidtil uset adgang til Bush og hans stab igennem både nye interviews og imponerende detaljerigt videomateriale af præsidentens dag. Går der helgenkåring i portrættet? Lyt med, når værterne diskuterer.

Om Podcasten

‘Soundvenue streamer’ sætter krogen i de mest opsigtsvækkende serier og film fra det uudtømmelige streamingdyb. Hver uge og på under en halv time tørner filmredaktør Jacob Ludvigsen og anmelder Lise Ulrich sammen om de to mest interessante titler – og om det emne, der er på alles læber lige nu.