Knalder ’Pam & Tommy’ sin virkelige hovedperson?

Der er sex, løgne og videobånd på programmet i podcasten, når det i denne uge skal handle om miniserien ’Pam & Tommy’ på Disney+. Over otte afsnit får vi historien om ’Baywatch’-ikonet Pamela Anderson (en totalt uigenkendelig Lily James) og husbonden, Mötley Crue-trommeslager Tommy Lee (Sebastian Stan), og lækket af parrets bryllupssexvideo, der i 1996 blev stjålet og solgt på nettet. Sagen skabte en massiv storm omkring stjernerne, der var magteløse overfor massekopieringen af båndet – og serieskaber Robert Siegel og instruktør Craig Gillespie (’I, Tonya’) er på en mission for at hudflette den misogyne mediekultur, der kom til at præge Hollywood i årtier frem. Et nobelt ærinde.  Spørgsmålet er så bare, om det lykkedes helt efter hensigten ... ?  Lyt med, når filmredaktør Jacob Ludvigsen og filmskribent Lise Ulrich diskuterer.

Om Podcasten

‘Soundvenue streamer’ sætter krogen i de mest opsigtsvækkende serier og film fra det uudtømmelige streamingdyb. Hver uge og på under en halv time tørner filmredaktør Jacob Ludvigsen og anmelder Lise Ulrich sammen om de to mest interessante titler – og om det emne, der er på alles læber lige nu.