Man sidder rystet tilbage efter franske 'Oussekine' på Disney+

Ville du melde dig til en live-udgave af ’Squid Games’ på Netflix? Det spørgsmål lægger filmredaktør Jacob Ludvigsen og filmskribent Lise Ulrich med at stille, men bare rolig – det er ikke seriefænomenet fra sidste år, der er omdrejningspunktet i denne uge, hvor det i stedet handler om Apple TV+-filmen ’Cha Cha Real Smooth’ og den franske Disney+-serie ’Oussekine’. ’Cha Cha Real Smooth’ er skrevet og instrueret af 25-årige Cooper Raiff, som også spiller hovedrollen som Andrew: En empatisk, charmerende dagdriver, som en dag falder for en ung singlemor med en autistisk teenagedatter. Raiff spillefilmsdebuterede som instruktør som bare 23-årig, og ’Cha Cha Real Smooth’, som er hans anden film, fik glødende anmeldelser på Sundance-filmfestivalen sidste år. Så er spørgsmålet bare, om de to Streamer-værter nu også er enige i, at den semiselvbiografiske dramedy danser sig lukt i hjertet (sorry). Herefter går turen til Paris i 1980’erne i dramaserien ’Oussekine’ på Disney+, der udfolder de virkelige begivenheder omkring politidrabet på en ung, uskyldig studerende: Malik Oussekine. Malik blev tævet ihjel på vej hjem fra en koncert i 1988, og serien følger hans families kamp for retfærdighed imod et politisk system, der for alt i verden ikke vil give politiet et dårligt ry. Og som er gennemsyret af racisme. Lyt med, når Jacob og Lise vender Disney+’s første franske satsning.

Om Podcasten

‘Soundvenue streamer’ sætter krogen i de mest opsigtsvækkende serier og film fra det uudtømmelige streamingdyb. Hver uge og på under en halv time tørner filmredaktør Jacob Ludvigsen og anmelder Lise Ulrich sammen om de to mest interessante titler – og om det emne, der er på alles læber lige nu.