Peniskomplekser og gangsterrappere i megasuccesen ’Dave’ – med special hiphop-guest

Der er helt nye toner i studiet i denne uge, hvor filmredaktør Jacob Ludvigsen og filmskribent Lise Ulrich får fornemt selskab af hiphop-ekspert Kristian Karl fra Soundvenue-søsterpodcasten Standard. Trioen diskuterer big dick energy versus en hvid rappers mindreværdskomplekser i hitserien ’Dave’, der ifølge Jacob slægter Donald Glovers mesterlige ’Atlanta’ på. Rapper og komiker Dave Burd har bygget serien op om sig selv og sit rap-alter-ego, Lil Dicky, og det regner med gæstestjerner og satire over hiphop-miljøet i USA. Men ikke alle i podcasten er lige charmet af fænomenet Dave og hans lille penis... Musikken spiller videre i anden halvdel af udsendelsen, om end i helt andre rammer: ’La La Land’-instruktøren Damien Chazelle har produceret og instrueret Netflix-serien ’The Eddy’, der emmer af original late-night jazz skrevet af Glen Ballard og Randy Kerber, som tidligere har arbejdet med Alanis Morissette og Michael Jackson. Det svinger på scenen i Paris, men kan plottet følge med? Og burde serieafsnit på over 60 min. overhovedet være tilladt? Få svaret i Soundvenue Streamer, der også siger farvel til en af indie- og serielands dygtigste instruktører, der gik alt for tidligt bort i weekenden. Soundvenue Streamer udkommer ugentligt. Du kan lytte og abonnere i Spotify, iTunes eller din foretrukne podcast-app.

Om Podcasten

‘Soundvenue streamer’ sætter krogen i de mest opsigtsvækkende serier og film fra det uudtømmelige streamingdyb. Hver uge og på under en halv time tørner filmredaktør Jacob Ludvigsen og anmelder Lise Ulrich sammen om de to mest interessante titler – og om det emne, der er på alles læber lige nu.