Skarp Netflix-satiriker giver dig spandevis af saftig blæreviden

I fjerde afsnit af SOUNDVENUE STREAMER synker værter Jacob og Lise hugtænderne i ’What We Do in the Shadows’ på HBO Nordic, seriefilmatiseringen af instruktør Taika Waititis kult-mockumentary, der blandt blodsprøjt og slapstick introducerer et uforglemmeligt udyr i kontorklæder. Og herefter skal det handle om anderledes hårdtslående fakta i ’Hasan Minhaj: Patriot Act’ på Netflix, hvis aktuelle nyhedsspidning har skabt ramaskrig i Saudi-Arabien. Har serieland virkelig brug for flere vampyrer? Kan Netflix endelig konkurrere med Late Night-værternes popularitet? (Og kan satire-newbie Lise skelne mellem James og Jon Stewart?) Få svarene i SOUNDVENUE STREAMER, der hver uge leverer inspiration til hjemmebiografens film og serier i en tid, hvor det bliver sværere og sværere at finde frem til guldet.  SOUNDVENUE STREAMER udkommer ugentligt. Du kan lytte og abonnere via Spotify, iTunes eller din foretrukne podcast-app.

Om Podcasten

‘Soundvenue streamer’ sætter krogen i de mest opsigtsvækkende serier og film fra det uudtømmelige streamingdyb. Hver uge og på under en halv time tørner filmredaktør Jacob Ludvigsen og anmelder Lise Ulrich sammen om de to mest interessante titler – og om det emne, der er på alles læber lige nu.