Soundvenue Filmklub: Kan 'American History X's nynazisme og racevold stadig chokere?

»You talk about organisation, wait until you see what we’ve done with the internet«. Der er nogle replikker fra Tony Kayes hadefulde familiedrama ‘American History X’ fra 1998 , som ved gensyn kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen. For filmen om to brødres vej ind og ud af en voldelig nynazistisk gruppering, er næsten for relevant i 2020, hvor Derek Vinyards taler lyder som Trumps, og internettet bestemt har spillet den rolle, nynazilederen Cameron Alexander slår an i filmen. I ugens afsnit af Soundvenue Filmklub diskuterer vi filmen, der trods sin hardcore tematik og næsten traumatiske voldsscener er en sikker genganger, når der laves lister over verdens mest populære film. Ved at blande et traditionelt Hollywood-familiedrama op med nynazisme og billeder inspireret af det tredje riges filmæstetik er ‘American History X’ en helt særlig film.  Men med 22 år på bagen holder fortællingen om had, radikalisering og broderskab så i en tid, hvor nynazismen måske er mere mainstream end nogensinde? Udover diskussionen om den færdige film bliver der også plads til historien om ‘American History X’s stormombruste klippeproces, der fik Tony Kaye til at medbringe op til flere religiøse ledere til et møde på filmselskabet New Line og måske mest af alt ønske, han var gået i en anden retning i castingprocessen, hvor Edward Norton bestemt heller ikke var førstevalg. Så lyt med når værterne Christian og Mathilde ser filmens brug af sort-hvide billeder efter i sømmene, fortaber sig i Edward Nortons vilde transformation til nynazist og forsøger at finde mening med filmens brutale voldsscener. Soundvenue Filmklub er præsenteret i samarbejde med Viaplay.

Om Podcasten

‘Soundvenue streamer’ sætter krogen i de mest opsigtsvækkende serier og film fra det uudtømmelige streamingdyb. Hver uge og på under en halv time tørner filmredaktør Jacob Ludvigsen og anmelder Lise Ulrich sammen om de to mest interessante titler – og om det emne, der er på alles læber lige nu.