Vi kårer de bedste serier og film fra 2020

3, 2, 1...! Champagnen er lagt på køl og uret tæller ned, men inden vi springer ind i det nye streaming-år, kårer filmredaktør Jacob Ludvigsen og filmskribent Lise Ulrich det bedste og værste fra 2020 – fra de mest oversete titler til de mest overvurderede, de største gennembrud og naturligvis hovedpriserne: Bedste film og Bedste serie. Der bliver plads til både gamle podcast-kendinge fra året, der gik, såvel som et par skæve perler, der fløj under radaren. Og, nå ja, Tom Cruise (»Øh, han har da været streaming-aktuel?« tænker du måske, men bare rolig: Jacob har fundet et smuthul i reglerne...). Vi håber, at I vil lytte med! Rigtigt godt nytår og pas på hinanden derude :) 

Om Podcasten

‘Soundvenue streamer’ sætter krogen i de mest opsigtsvækkende serier og film fra det uudtømmelige streamingdyb. Hver uge og på under en halv time tørner filmredaktør Jacob Ludvigsen og anmelder Lise Ulrich sammen om de to mest interessante titler – og om det emne, der er på alles læber lige nu.