’Watchmen’ og Cardi B i ’Rhythm + Flow’

Der er nye stemmer i studiet i denne uges udgave af SOUNDVENUE STREAMER, hvor Jacob er på barsel og Lise derfor har ikke bare én, men to skarpe gæster på besøg. Først kigger freelanceskribent og fast Soundvenue-anmelder Freja Dam ind for at snakke om seriefilmatisering af kulttegneserien ’Watchmen’ på HBO Nordic – realiseret af manden bag ’Lost’ og ’The Leftovers’, Damon Lindelof, som Freja for nylig har interviewet i New York. ’Watchmen’s kontroversielle helte borer kniven i USA’s racespændinger, og Regina King gør en stærk figur som hårdtslående selvtægthævner i centrum. Men er der også noget at komme efter, hvis man ikke er superhelteaficionado? Genrefangirl Lise og superhelteskeptiker Freja diskuterer. Herefter er vi vidne til den første Soundvenue-podcast-crossover nogensinde (!!), når Standard-vært og redaktionens hiphopekspert Kristian Karl griber gæstemikrofonen for at diskutere Netflix-serien ’Rhythm + Flow’. Realityserien positionerer sig som en slags ’X-factor’ for unge rap-håb med Cardi B, T.I. og Chance the Rapper i dommerpanelet – men mister kunsten sit bid når man pakker skæbnerne fra ghettoen ind i et lyserødt MTV-filter? Du får alle svarene i SOUNDVENUE STREAMER, der også runder seneste nyt om Mads Mikkelsens Netflix-film. Og en vis ’Friends’-stjernes rekord-debut på Instagram. SOUNDVENUE STREAMER udkommer ugentligt. Du kan lytte til og abonnere via Spotify og iTunes eller din foretrukne podcast-app.

Om Podcasten

‘Soundvenue streamer’ sætter krogen i de mest opsigtsvækkende serier og film fra det uudtømmelige streamingdyb. Hver uge og på under en halv time tørner filmredaktør Jacob Ludvigsen og anmelder Lise Ulrich sammen om de to mest interessante titler – og om det emne, der er på alles læber lige nu.