#75 RoboDoc - kolde hænder ryster ikke

Robotterne kommer!... og opererer dig. I flere specialer er robotkirurgien ved at gøre sit indtog, og de varme hænder erstattes af de kolde, når kirurgen tænder robotten og sætter sig til rette bag skærmen. Men hvordan i alverden foregår robotkirurgi og kommer robotterne til at gøre kirurger og operationssygeplejersker overflødige? Vi har spurgt urologisk overlæge og robotkirurg Jan Jepsen og operationssygeplejerske Charlotte Larsen om forløbet af en robotassisteret operation og fremtiden for robotkirurgi i det danske sundhedsvæsen. I denne episode har vi også genoplivet ForskerNyt og bringer her årtiets første udgave med et tilbageblik på hvordan kirurgi har udviklet sig siden 80erne og den nyeste forskning inden for robotternes verden.Medvirkende: Jan Viberg Jepsen, Charlotte Larsen, Agnes Riparbelli, Jurgis Vosylius, Ida RoostIndslag: 1:30 Interview med Jan, 22:35 Forskernyt, 31:55 Interview med Charlotte

Om Podcasten

Stetoskopet er en podcast af en halv til en hel times varighed, der udkommer den 1. og 15. i hver måned, og produceres af medicinstuderende fra Københavns Universitet. Programmerne er offentligt tilgængelige og henvender sig til alle med sundhedsfaglig interesse, dog særligt skræddersyet til dig, der læser medicin. Hvert program har et tema, som undrer os. Det dykker vi ned i, og interviewer folk som er skarpe på de respektive slagmarker. Temaerne kan være alt lige fra etik og forskning til politik og uredelighed, men altid med et sundhedsfagligt udgangspunkt.