Episode 2.1 - Strategi, Founders House

Tine Thygesen havde et godt, solidt job i investment banking i London, hvor hun rådgav meget velhavende og succesfulde personer om deres formuer. Kundekredsen af iværksættere, som havde bygget deres formuer op fra bunden, inspirerede hende til at starte sit eget. Tine Thygesen har i dag flere virksomheder bag sig og er medstifter og administrerende direktør i det succesfulde iværksætterfællesskab Founders House. Første episode af »Succes Kriteriet« Sæson 2 handler om strategi, og hvordan man sikrer sig, at ens virksomhed overlever i fremtiden. Hos Founders House sparrer virksomhederne med hinanden og deler ud af deres viden og erfaringer, så de undgår at planlægge virksomhedsstrategier i blinde. Dette programs business angel er Lars Fløe Nielsen, stifter af Sitecore og medstifter af Nordic Makers, som afslører, hvad der skal til, før han investere sine penge i en ny ide. I »Det lukkede rum« giver Frank Vestergaard-Olsen, regionsdirektør i Nordea, gode råd til iværksættere om at få ført en strategi ud i praksis. »SuccesKriteriet« udgives af Berlingske Business og er sponsoreret af Nordea. Programmet er tilrettelagt af Ane Cortzen og Fannie Pramming. See omnystudio.com/listener for privacy information.

Om Podcasten

Succeskriteriet er forandret. Danske virksomheder kan ikke nøjes med bare at tjene penge: Iværksættere og topchefer er også ledere i samfundet. Fremtiden tilhører dem, som tør tage et standpunkt.  Podcastens første fire sæsoner kredsede om drømme og ambitioner – iværksætterens vej fra den gode ide til investering, markedsføring og exit. I dag sætter bæredygtighed, handlingsplaner mod sexisme og krænkende adfærd, fleksible arbejdsforhold og ligestilling barren for succes. Ane Cortzen er fortsat vært for Succeskriteriet. Sæson fem er tilrettelagt af Sebastian Persson Iversen og Anna Lindblad.