Sydhavnens Læseklub 3:4 – Barndommens gade 

Hvad gør en storebror, der vil beskytte sine små søstre fra to forældre, der råber og skriger ad hinanden? Han tager dem væk fra skænderiet, sætter sig ned mellem dem på kældertrappen, så han kan holde dem begge for ørerne med sine hænder.   »Derfor er det mig, der blev narkoman, fordi det var mig, der hørte alle de ubehageligheder, min far råbte efter vores mor, mens mine søstre klarede den og fik gode uddannelser.«  Banjo husker også lyset i sin barndom på den københavnske vestegn, men ligesom hos Ester i Tove Ditlevsens uopslidelige klassiker fra 1943 har mørket sin pris.   Første gang han røg hash, var han 11. Året efter tog han sit første LSD-trip. Et trip han tog over 1000 gange, inden han blev 20.  Nu er han folkepensionist, men drengen i ham har ikke forladt kroppen.  Banjo siger selv, at han holder sig godt. Måske fordi han har løbet så meget i sit liv. Enten efter bussen. Eller væk fra politiet.      Medvirkende: Betty, Allan, Fie, Banjo og Jane  Vært: Marcus Aggersbjerg Oplæser: Sofie Lassen-Kahlke Redaktør: Jacob Grosen  Foto: Casper Dalhoff  Produceret i samarbejde med Beam Audio Agency  Læs artikler og portrætter relateret til serien på jp.dk/sydhavnen    Sydhavnens Læseklub har siden optagelserne til denne podcast mistet et af sine medlemmer. Jane Nielsen døde kort inden premieren på læseklubben, men hendes børn har ønsket, at podcasten fortsætter i sin oprindelige version med deres mor omkring bordet.See omnystudio.com/listener for privacy information.

Om Podcasten

Hun læste Hemingway i fængslet. Han har delt tanker med Tove Ditlevsen over en joint. Hun ser skønheden i Helle Helles skrabede stil. Han har taget LSD med Søren Kierkegaard og hans samlede værker. Hun elsker blod og mord på papir.  For mange er litteratur noget finkulturelt, for andre en eventyrlig flugt fra dagligdagen og ind i en anden verden. For Sydhavnens Læseklub er bøgerne en døråbner til refleksion over levede liv, der i denne podcastserie fører til nære og stærke personlige beretninger, som både rummer stof til eftertanke og går lige i hjertet på lytteren. Betty, Allan, Fie, Banjo og Jane har været hjemløse og boet på gaden. De har kæmpet med vold og misbrug. De har grædt, råbt og skreget. Men de har også læst mere end de fleste, og de har mødt historier, der bærer smilet i sig. Som trøster og giver håb.  Tag med i Sydhavnens Læseklub sammen med litteraturredaktør Marcus Aggersbjerg og fem usædvanlige mennesker, der har prøvet lidt af hvert – og som ikke er bange for at dele ud af deres hårdt optjente klogskab fra fortovskanten. Premiere 12. april 2025