S1E6 - Før og efter sygdommen med Tobias og Nicolai

Episode Notes I denne episode taler Sofie med Tobias og Nicolai om det før og det efter, der findes i forlængelse af ens diagnose og sygdomsforløb. Tobias er 19 år gammel og studerer gastroscience. Han blev som 7-årig diagnosticeret med en tumor i hjernen, som han stadig lever med. Nicolai er 22 år og arbejder som lærervikar. Han fik leukæmi, da han gik i 9. klasse og er i dag kræftfri.    Tobias og Nicolai fortæller, hvornår visheden om sygdommen og dens konsekvenser for alvor ramte dem. De taler også om det kæmpe kontroltab, man oplever, når man bliver ramt af en sygdom, som bestemmer over ens krop.    Og så taler de om, hvordan de har oplevet at måtte slukke for sociale medier, når de selv har haft det rigtig dårligt på grund af sygdommen, mens venner og veninder poster billeder og stories fyldt af glæde og overskud. Omvendt oplever både Tobias og Nicolai, at sygdommen har medført, at de ikke gider bruge tid og energi på at bekymre sig om småting.

Om Podcasten

I 2020 blev Sofie Riise Nors diagnosticeret med Desmoid Fibromatose - en sjælden, ikke-ondartet men aggressiv tumor, som ikke er livstruende, men truer hendes livskvalitet med smerter, infertilitet og funktionsnedsættelse. Hun er derfor i oktober 2023 startet i kemoterapi. I denne podcast inviterer Sofie gæster i studiet som ved, hvordan det er at være ung og kronisk eller alvorligt syg. Sofie og gæsterne nedbryder tabuer og kaster lys over, hvordan man kan leve et godt ungdomsliv, samtidig med at man kæmper med en sygdom. Sofies gæster er alle unge, der er en del af SygtStærk. SygtStærk er Egmont Fondens signaturprojekt, som har fokus på at støtte unge, der lever med en kronisk eller alvorlig sygdom. Læs mere om SygtStærk på www.sygtstaerk.dk