Christine Feldthaus: Del 2

Mensa Danmarks endnu ikke opdagede medlem - ’Christina og Rune’ fører samtalen i denne uges Syvkabale, hvor ’Christina’ aka feinschmecker Christine Feldthaus, livsstilsekspert, tv-vært og foredragsholder er gæst. Hun er strikkeentusiast med hang til ristede løg på sin leverpostej. En kvinde, der kender sin Riesling på duften af plaster, gagebind og opløsningsmidler. ’Christina og Rune’ taler om truckernosser i forruden og drag-dramaet på Frederiksberg Bibliotek. Boomer-mentaliteten, de 88 procent af danskerne, der ikke føler sig krænket, samt køb og salg af kvinders signaler i MeToo-diskussionen. Om Christines store liv på den europæiske fastlandssokkel, ensomhed og nummeret ’Ocean Drive’ af Duke Dumont, som skal høres, når hun tager en taxa hjem med en lille knaser på: ”Må jeg ikke høre den i taxaen, stiger jeg ud og prajer en ny.” Og så vil Christine Feldthaus gerne vide, hvorfor der bliver klippet i de programmer på DR, hun er med i, når de i Operarejsen godt må drikke sig fulde.Vært: René Fredensborg Producer: Simon Porse Assistent: Katinka M.G. Enselmann

Om Podcasten

Intet er planlagt og alt kan ske, når René Fredensborg hver fredag inviterer kendte danskere på et lille glas og god tid. Gæsten medbringer musikken, mens Fredensborg sikrer, at samtalen stikker dybt eller stikker helt af. Der skal nemlig være plads til grin, gråd og alvorsord, hvis Syvkabalen skal gå op.