Tobias Lindholm: Del 2

Svømmehallen i Helsinge. I pensionistbassinet med det varme vand. Her mødte René, filmmagikeren Tobias Lindholm og inviterede ham ind som denne uges gæst i Syvkabalen. Sidst Tobias gæstede programmet, var præcis for ni år siden på netop denne dato. I et tipsy moment kommer de to herrer ind på det at kvitte alkohol i et par måneder, når man har skrevet en film, der hedder Druk. At arbejde sammen med toppen af poppen i amerikansk filmindustri og alligevel være i tvivl om, man er god nok. At køre rundt i en Uber med en flaske whisky i hånden og bestille for ”500 kroners Pittsburgh”. At gøre oprør med strukturerne i filmbranchen. At blive sine sønners far, i stedet for at være sin fars søn. Om at give slip på sin bagage, og om at spare sammen i flere år for at indfri drømmen og flytte til New York. Oprindeligt skrev Tobias Lindholm en roman, som i dag ligger henslængt i en IKEA-kasse. Den roman læste Kim Leona, leder af manuskriptuddannelsen på Den Danske Filmskole, og opfordrede ham til at søge ind på manuskriptuddannelsen. I dag har Tobias Lindholm været inviteret til det prestigefyldte Oscar-uddeling hele tre gange. Vært: René Fredensborg Producer: Marcus Eklund Assistent: Katinka Enselmann

Om Podcasten

Intet er planlagt og alt kan ske, når René Fredensborg hver fredag inviterer kendte danskere på et lille glas og god tid. Gæsten medbringer musikken, mens Fredensborg sikrer, at samtalen stikker dybt eller stikker helt af. Der skal nemlig være plads til grin, gråd og alvorsord, hvis Syvkabalen skal gå op.