(2:3): FORTABT I EN VERDEN AF STEMMER

Andet afsnit af Hannas fortælling om at komme sig efter et langt og svært sygdomsforløb med paranoid skizofreni. Hør om stemmer, lugte og syner som tager til. Om en deprimerende fødselsdag, og om at få førtidspension som 18. årig. Hør om medicin, som ikke hjælper, og om at ”drukne hele lortet i chokoladekage”. Og hør om familiefester og religiøse komsammener med brutale stemmer, som råber og opfordrer til wc-rens. Men hør også om ham, som ender med at blive Hannas mand, og om en socialpsykiatrisk kontrakt-person, som tør snakke med hende om, hvad der sker i hendes psykotiske verden. Tak for lån af musik og prædikener til forskellige trossamfund. Og tak til Hannas mand og til hendes tidligere kontaktperson for at lade sig interviewe. Og en kæmpe tak til Hanna for at være medproducent på hendes fortælling. Hanna har været medinterviewer, fundet på titlen og har lavet illustrationer og tekst til fortællingens tre afsnit. Se de mega-flotte illustrationer på Tabulands Facebook-side www.facebook.com/Tabuland eller instagram-profil https://www.instagram.com/tabulandpodcast

Om Podcasten

Tabuland tager dig med ind bag de polerede billeder på Facebook og Instagram. Her kan du møde pårørende, og dem der på egen krop kender til, at livet kan gøre ondt. Hør deres fortællinger om det vi normalt gemmer væk. Fortællinger om psykisk sygdom, misbrug eller noget helt andet, som kan være svært og tabubelagt. Tabuland er tilrettelagt og produceret af Lisa Lærke Iversen som selv er pårørende. Lisa ønsker med Tabuland at være med til at aftabuisere de svære ting, vi helst ikke taler højt om. Det er hendes måde at give håbet og oplevelsen af ikke at være alene videre til andre, som også kæmper med noget, der er svært. Tabuland er støttet økonomisk af Drost Fonden, Jascha Fonden, Aarhus Stiftstidendes Fond, Heinrich og Laurine Jessens Fond, Familien Hede Nielsens Fond, Aarhus Connect Rotaryklub, Smukfonden og Asta & Jul. P. Justesens Fond. Tak til jer.