Afsnit #12: Employer branding i svære brancher

Nogle virksomheder og brancher har et problem. Og det kommer langsomt tættere og tættere på: Evnen til at tiltrække nye medarbejdere i nicher, hvor trends og tendenser gør opgaven svær og fungerer som modvind. Det kan være alt fra bæredygtighed og geografisk placering til den faglige interesse hos de næste generationer. Forestil dig en helt klassisk, klichefyldt produktions- eller industrivirksomhed, hvor Bjarne har gået på det samme fabriksgulv i 35 år. Han har aldrig brokket sig, haft fem sygedage og var tilbage fra barsel efter et par dage. Den type medarbejdere hænger ikke på træerne længere. På godt og ondt. Og hvad gør man så lige, når Bjarnes to sønner ikke gider at slide sig selv ned eller søger andre veje? Lidt om dagens gæst:Jasmin Sommer er Digital Marketing Manager hos Lund & Sørensen, hun er uddannet Multimedie Designer ovenpå et fundament indenfor ledelse og økonomi. Hun skiftede fokus fra webudvikling til online marketing for knap 6 år siden og har siden været fortaler for IMC (integrated marketing communications). For et år siden lagde hun konsulentlivet på hylden, til fordel for at opbygge en digital marketing funktion i Lund & Sørensen.Lund & Sørensen er et moderne system og automationshus, som består af tre afdelinger. Automationsafdelingen i Kolding udvikler og producerer innovative styre- og serietavler til et bredt udvalg af danske og internationale industrivirksomheder. Afdelingen har oplevet markant vækst de seneste 2 år, hvilket gør tiltrækning og fastholdelse af kompetente medarbejder én af vores vigtigste fokusområder.

Om Podcasten

Marketing, kommunikation og branding. Det er det, vi snakker om i #marketingmedvidere. Men ikke med Mærsk, Matas og alle de andre store med et marketingbudget på en million-milliard. Nej, vi snakker med brands og marketingfolk fra "den virkelige verden". Dem, der ikke har travlt med at jagte branchepriser, men resultater.Dem, der ikke kloger sig på LinkedIn, men lever stille. Og godt.Dem, der ikke har noget at sælge og får noget personligt ud af at dele ud af tips og tricks på en podcast, men som gør det alligevel, fordi de er rare mennesker. Vi giver taletid og rampelys til SMV'er og marketingafdelinger, som de er flest og med de begræsninger, der kendetegner en helt almindelig hverdag i vores branche; med chefer, der ikke forstår marketing, budgetter, hvor der skal tænkes kreativt for at finde plads til det hele, og produkter, som på ingen måde sælger sig selv.Lyt med, og bliv klogere, underholdt og/eller inspireret, mens du er på vej videre.