Fra ølgud til krofatter

I 10’erne satte Mikkel Bjergsø dagsordenen for den internationale craft beer verden, nu sælger han wienerschnitzler i Tivoli. Han grundlagde ølvirksomheden Mikkeller for 21 år siden, og den voksede til en koncern med ejerskab i 45 barer og restauranter verden over og i 2019 nåede omsætningen 293 mio. kr. Opmuntret af succesen besluttede Mikkel Bjergsø sig i 2020 for at træde et skridt tilbage, og overlod chefstolen til en ny leder, som snart fik hænderne fulde. Samme år blev Mikkeller nemlig ramt af to kriser; dels corona pandemien som med et slag udraderede 98 pct. af restaurant omsætningen, dels en række anklager om sexchikane og mobning i flere af koncernens virksomheder især i USA, hvilket skadede virksomhedens omdømme. Men i 2023 tog Mikkel Bjergsø atter roret, nu er nedturen forbi, og han kan atter kaste sig over nye sjove projekter, som f.eks. overtagelsen af Færgekroen i Tivoli.

Om Podcasten

Kom til bords med Børsens gastronomiredaktør Ole Troelsø, når han møder interessante personligheder med brændende passion for mad og drikkevarer. Kokke, vinfolk og alle de andre led i fødekæden, som forsyner os med gode madoplevelser fortæller om det mad og de drikke, de nyder allermest.