#3: Smølfen

Anders Lund Madsen har vendt snuden mod Norddjurs, som har nogle af landets laveste huspriser og en høj andel af ung arbejdskraft fra de baltiske lande. Her fører den knaldblå bil Smølfen ham til den pensionerede syerske Birthe og flere kreative huse fyldt med hjemmegjorte prinsessekjoler, vraggods og søpindsvin. Her er al ting til salg for en meget lille mønt, for i Norddjurs handler det ikke om penge men om glæden ved at sy og samle i ro og mag. Jagten går herfra ind på unge mennesker, for hvad synes de om livet i Norddjurs? Sporet fører gennem Laredo Bar, højrehåndsrørt frikadellefars og store gårde med udenlandsk arbejdskraft.  Vært: Anders Lund Madsen Medvirkende:Birthe Thomasen, pensioneret syerske Inger Godballe, det kreative husRuth Qvist Andersen, indehaver af Laredo BarLitauisk mand fra gårdenPia Heike Johansen, Landdistriktsforsker ved SDU

Om Podcasten

I Danmark er livskvaliteten højere på landet end i byerne. Det undrer Anders Lund Madsen, der selv bor midt i København, hvor han hører historier om fraflytning, lukkede skoler og forfald i de danske yderområder. Med andre ord: Dårlige odds for at have høj livskvalitet, mener Anders. Derfor sætter han jagten ind på folk, der bor på landet, og som kan gøre ham klogere på, hvorfor livet er lidt federe uden for byerne. Med på linjen har han Pia Heike Johansen, som er landdistriktsforsker og del af forskningsprojektet ’Livskvalitet i yderområder og landdistrikter’. Pia bliver Anders’ allierede og redning, når han skal forstå, hvad hulen klangmassage, købmænd, havørne, huspriser og højrerørt frikadellefars har at gøre med det gode liv på landet. Velkommen til en Realdania Podcast, der tegner portrætter af mennesker og livskvalitet på landet. Serien er produceret og klippet af Zissel Astrid Kjertum-Mohr og Josefine Maria Hansen for Realdania. Lyd og musik af Ida Skovsgaard og Johan Knutz Haavik.