Cathrine Wichmann om at være skilsmissebarn, at have svært ved at sætte grænser og om altid at tage ansvar for den gode stemning

”Jeg har haft altid rigtig svært ved at sige nej og sætte grænser. Og jeg har brugt enormt mange kræfter på at få min fars anerkendelse, fordi han var den, der gik.” Da influencer og iværksætter Cathrine Widunok Wichmann var 5 år gammel blev hendes forældre skilt, og hendes verden brød sammen. Faren flyttede ud og fik hurtigt en ny familie, og hos moren var der først en kæreste med alkoholproblemer og senere en kæreste, som var voldelig. Det betød, at Cathrine følte sig splittet mellem to meget forskellige hjem, hvor hun altid var den, der skulle prøve at passe ind, og hvor der ikke var plads til de svære følelser.  Hør Cathrine fortælle om, hvordan oplevelserne i barndommen resulterede i, at hun havde svært ved at sætte grænser, hvordan hun følte sig ensom og havde et stort behov for fællesskab, og hvordan hun altid følte, at hun var ansvarlig for den gode stemning.  Men også hvordan et undskyld fra moderen helede noget inden i, hvordan hendes mand skabte ro i det ydre og indre kaos, og hvordan familieterapi 20 år efter skilsmissen samlede den splittede familie. Og så kommer Cathrine også med gode råd til jer, der har det svært lige nu, og læser det brev højt, som hun har skrevet til sit yngre jeg. Vært: Josefine Stork  Medvirkende: Cathrine Widunok Wichmand  Musik: Joshua Lindemann

Om Podcasten

I podcasten "Tungdom" vil journalist og vært Josefine Stork undersøge følelserne og de tunge tanker fra barn- og ungdommen, som bor så dybt inde i mange af os. I hvert afsnit taler hun med en ny kendt gæst og sammen skruer de tiden tilbage til dengang de havde det svært og hvor alt fra angst, identitetskrise, spiseforstyrrelse og dårligt selvværd prægede en del af deres ungdom. Håbet er, at du som lytter kan spejle dig og føle dig mindre forkert i dine følelser. For én ting er sikkert. Du er langt fra alene om at have det svært. Vært: Josefine Stork, ALT for damerne Musik: Joshua Lindemann