Sig farvel til AaB og Lyngby, sig goddag til ny superduo, og gå amok i Herning

Søndag blev AaB og Lyngby sendt ned i 1. division, mens Vejle lykkedes med en mirakuløs redningsaktion. Sammen med Andreas Kraul ser vi på de to nedrykkeres største udfordringer og sender gode råd i retning af Vejle om, hvordan de skal undgå at komme i suppedasen igen. (02:40) I weekenden blev to nye danske badmintonstjerner skabt. Der var ingen forventninger til den danske herredouble med William Kryger Boe og Christian Faust Kjær i Thailand Open. Men de to unge danskere spillede sig hele vejen til finalen, og efter dagens program har de også spillet sig ind i vores hjerter. (16:05) Danmark har skæbnen i egne hænder, når de tirsdag aften tørner sammen med tyskerne til VM i ishockey i Boxen. Vores kommentator Frederik Lindved er så fortrøstningsfuld på danskernes vegne, at han allerede har planlagt, hvordan han skal skabe sig, når Danmark sikrer sig avancement. (26:05) Vært: Emil Schiønning Medvært: Kresten Mosbæk Gæster: Andreas Kraul, Frederik Lindved, William Kryger Boe og Christian Faust Kjær

Om Podcasten

De vildeste sportshistorier, de største stjerner og forrygende selskab. I Tyvstart får vært Emil Schiønning besøg af gæster, kommentatorer og eksperter, der med stor passion og lyst til at diskutere giver dig alt det bedste fra sportens verden. Nyt afsnit hver mandag og torsdag kl. 13.00.